Babysvømning i Slangerup Svømmeklub.

Alle vores Babyhold i Slangerup er flex hold, det hold du tilmelder er dit stationære hold og der du kommer og svømmer fast, bliver du forhindret på din svømmedag, kan du frit møde op på et hvilket som helst baby hold.


Hvornår starter man med babysvømning... og hvor længe er man på dette hold.
I Slangerup Svømmeklub starter de fleste babyer med at babysvømme, når de er omkring 5-6 uger. Det er vigtigt, at babys navle er hel og tør, inden man kommer i svømmehallen første gang.
Ved 6 ugers-alderen mener man, at barnet endnu har erindring om fostervandets masserende fornemmelse. Derfor mener vi, at 5-6 ugers alderen er et godt starttidspunkt. Vi anbefaler man er på et babyhold til barnet er ca 2,5 år - næste hold er Krabbe.
Er dit barn for tidligt født eller født med handicap, er det en god ide at rådføre dig med din læge eller sundhedsplejerske om starttidspunktet, og om der evt. er særlige hensyn at tage.
 
Omklædning...
I både herre- og dameomklædningsrum er der pusleborde og babybadekar samt bløde måtter til gulvet, hvor baby ligger fint og trygt. Er jeres baby ikke vant til at komme med i brusebad, er det ikke en god ide, at man prøver dette første gang i svømmehallen. Vi anbefaler, at I øver lidt derhjemme inden første besøg i svømmehallen. Det er ikke ualmindeligt, at baby kan blive forskrækket over de mange nye og fremmede lyde i omklædningsrum og i svømmehallen.
Der er adgang til omklædningsrummene 15 min. før ens hold skal svømme.
 
Rent vand er et must...
For at undgå afføring i vandet har vi et krav til særlige badebukser til baby. ,Du får et par badebukser udleveret hos vores afkrydser eller ved instruktøren, værdi 100 kr. og de bliver byttet gratis, efterhånden som baby gror. Vi udleverer så længe vi har lager, vi skal overgå til Happy  Nappy og disse kan købes hos vores afkrydser. Skulle uheldet være ude, så hold baby på numsen og gå op af vandet, kontakt straks din instruktør, som så hjælper dig videre. Du kan komme tilbage i vandet, når baby og buks har været en tur ude og blive vasket med sæbe. Hvis der kommer afføring i vandet, lukkes bassinet i 24 timer af sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn.
Lige som baby skal vaskes inden adgang til vores bassin, skal den voksne også vaskes og håret skal skylles. Se også vores skilte i baderummene med korrekt afvaskning. Ønsker man ikke at gøre håret vådt, skal badehætte benyttes.
Gylp indeholder ingen bakterier. Skulle dit barn således gylpe i vandet, skubbes det blot ud til kanten, hvor det forsvinder i afløbsrenden.
Alle børn skal vaskes efter besøg i bassinerne. Matas sælger en god shampoo, der vasker klor helt af. Den kan/må også gerne bruges til baby.
Det er ikke tilladt at bruge olie i badekarrene, da olien gør vores gulve meget glatte - og husk lige, at parfume og armspray ikke er tilladt i vores omklædningsrum af hensyn til alle.
 
Vores mål med babysvømning...
Målet med babysvømning er at gøre børn - og forældre - trygge ved at færdes i vandet. Vi vil gerne være med til at give jer en hyggelig stund sammen i hverdagens trummerum.
Dejlig leg og naturlig fysisk berøring er muligt her - det udvikler både fysik og psyke hos jeres baby. Vi arbejder med sanser og motorisk udvikling gennem øvelser og små lege. Vi arbejder også med dykkerefleksen. Dykkerefleksen er medfødt og aftager ved 6-7 måneders alderen, men den forsvinder aldrig helt. Børn som starter til babysvømning efter de er blevet 6 måneder kan sagtens lære at dykke. Det foregår bare ved andre øvelser end de øvelser, der bruges til de helt små babyer.
 
Rart at vide...
For at komme på et hold, skal du ind og tilmelde dig, hvor der er en ledig plads. Man kan også tilmelde sig en venteliste, vi kan ikke give garanti for plads, men chancen er meget stor når man står på ventelisten ).
Når du har betalt, kommer der en bekræftelse på din e-mail, og du kan herefter starte til svømning. Har du ikke betalingskort eller systemet driller, så kontakt svømmeleder for hjælp til betaling.
Ved indgangen møder du vores personale, der registrerer dig i vores system, før du må gå ind i vores omklædningsrum.
Har du svømmet på et hold og gerne vil skifte til et andet grundet nye arbejdstider eller andet, bedes du kontakte svømmeleder og høre nærmere om mulighederne.
Husk lige huen, så baby ikke fryser på vej hjem fra svømmehallen. Det er vigtigt at holde baby varm - og brug gerne et ekstra håndklæde til at svøbe baby i til turen fra omklædning og ind i svømmehallen og tilbage igen.
Lidt at drikke efter besøg i svømmehallen er en god ide.
Når I har svømmet, er det tilladt at sidde og hygge i klovnebassinet - en hyggelig måde at afslutte på. Dog skal de sidste hold stile efter at være ude af omklædningsrummet ca. 20 min. efter svømmetiden er ophørt.
 
Vi glæder os meget til at være sammen med jer omkring babysvømning i Slangerup Svømmeklub

Spørgsmål vedrørende indmeldelse.
Email: svommeleder@slsk.dk 

Nyheder

Instagram

Loading